Brug EFU-modellen og skriv bedre tekster

Skal du sælge et produkt eller en ydelse på skrift (men også mundtligt), er det værste, du kan gøre at fokusere alt for meget på tekniske facts og lange specifikationer. Du skal tværtimod gøre dine tekster interessante og spændende ved at fokusere på, hvad din målgruppe får ud af netop dit produkt eller din ydelse. Og det kan du med EFU-modellen – et klassisk salgsværktøj, der øger din chance for at overbevise modtageren af dit budskab.

Men hvordan gør man så dette på den bedste måde? Hvordan ved man, hvad ens produkt/ydelse kan, og hvad det kan gøre for målgruppen?

I dette blogindlæg får du helt styr på forskellen mellem egenskaber, fordele og udbytte eller features og benefits, som man ofte bruger på engelsk. Samtidig får du også 3 trin til en bedre skriveproces ved hjælp af EFU-modellen, så du nemmere kan sælge dine produkter eller ydelser.

 

Hvad er EFU-modellen?


Tekster kan være fulde af beskrivelser af egenskaber, specifikationer og tekniske detaljer – alt sammen noget, der kan være uvæsentligt eller forvirrende og gøre din chance for et salg mindre. Men det er her EFU-modellen kommer ind i billedet. Formålet med EFU-modellen er at oversætte egenskaber, begreber og funktioner, der ofte er tekniske og komplekse, til fordele og udbytte, som gøres tydelige for modtagerne.

EFU-modellen består af tre elementer:

> E = egenskaber

> F = fordele

> U = udbytte

 

Egenskaber


Egenskaber er en beskrivelse af produktets/ydelsens karakteristika. Her kan du med fordel spørge dig selv: ”Hvordan ser produktet ud?” eller ”Hvad består ydelsen af?”.

Her er tre eksempler til at illustrere egenskaber eller funktioner.

> Dansk kundesupport 24/7: Dansktalende kundesupport døgnet rundt.

> Automatiserede e-mails: E-mails lavet på forhånd, der f.eks. udsendes på bestemte tidspunkter eller ved bestemte brugerhandlinger.

> Søgeoptimerede tekster: Online tekster, der indeholder specifikt udvalgte ord som er relateret til indholdet i teksterne, f.eks. omhandlende en virksomheds produkt eller ydelse.

 

Fordele og udbytte


Fordele og udbytte forklarer, hvad en potentiel kunde får ud af disse egenskaber og funktioner. Du skal med andre ord sætte dig selv i kundens situation og stille dig selv spørgsmålet: ”Hvad får jeg ud af denne egenskab, og hvordan løser den mit problem?”. Fordele og udbytte, der ofte er værd at fremhæve, er blandt andet, at man kan:

> Spare penge eller reducere omkostninger
> Skabe større omsætning eller profit
> Få mere tid (f.eks. til vigtigere opgaver)
> Blive mere effektiv eller gøre opgaver nemmere
> Skabe større synlighed (f.eks. for en virksomhed)
> Få flere kunder eller generere mere salg

 

Med udgangspunkt i eksemplerne fra forrige afsnit vil deres fordele og udbytte være således:

> Dansk kundesupport 24/7: Kundesupport, som du kan komme i kontakt med døgnet rundt, præcis når du har brug for hjælp. Supporten taler desuden dansk, hvilket minimerer risikoen for misforståelser og fejlfortolkninger af de informationer, du får.

> Automatiserede e-mails: Slip for at bruge tid og kræfter på at sende e-mails manuelt, hver gang en kunde køber et produkt hos dig, eller du får en ny abonnent på dit nyhedsbrev. Med e-mailautomatisering laver du dine e-mails på forhånd, som efterfølgende sendes ud på bestemte tidspunkter, eller når modtageren har foretaget en bestemt handling, som du har defineret på forhånd.

> Søgeoptimerede tekster: Optimer dine tekster, så de i højere grad matcher din målgruppes valg af ord i søgninger i f.eks. Google. Det øger chancen for, at din virksomhed dukker op i søgeresultaterne, når kunder foretager søgninger, der relaterer sig til din virksomheds produkter eller ydelser.

 

Nu har du forhåbentlig en bedre idé om, hvordan egenskaber, fordele og udbytte hænger sammen, men alligevel adskiller sig. Uanset hvad dine tekster handler om, så er det altid vigtigt at sætte sig i målgruppens sted og tænke over, hvilke fordele et produkt eller en ydelse skaber, hvilket udbytte målgruppen får af en bestemt egenskab, og hvordan deres problemer eller udfordringer løses.

 

Gør EFU-modellen mere effektiv med et problem


Når du skriver tekster, hvor formålet er at sælge et produkt eller en ydelse, kan du uden problemer bruge både egenskaber, fordele og udbytte i din tekst. Det skaber både en naturlig overgang og et behageligt flow i teksten.

Du skal fokusere mest på de to sidste bogstaver i EFU-modellen – nemlig fordele (F) og udbytte (U). Fokuserer du mere på produktet eller ydelsens fordele og kundens udbytte end egenskaber og funktioner, bliver din tekst mere interessant og læsevenlig. Samtidig skaber det en mere sælgende tekst, der nemmere kan overbevise kunden om, at han eller hun ikke kan leve uden dit produkt eller din ydelse.

Har du begrænset plads at skrive på, kan du med fordel fokusere på fordele og udbytte og undlade produktet eller ydelsens egenskaber og funktioner – en velskrevet tekst, der fokuserer på fordele og udbytte, kan nemt skabe interesse for at læse mere om de bagvedliggende egenskaber og funktioner.

Her er to eksempler på den samme ydelse; en kort udgave, der kun gør brug fordele og en længere udgave, der gør brug af både egenskaber og fordele:

> Søgeoptimerede tekster gør din virksomhed mere synlig for potentielle kunder og øger din chance for at blive fundet i f.eks. Google – så er du ét skridt tættere på at sælge mere.

> Søgeoptimerede tekster er tekster, f.eks. til hjemmesider, der består af nøje udvalgte ord som relaterer sig til indholdet i tekster, f.eks. om din virksomheds produkter eller ydelser. Med søgeoptimerede tekster bliver du mere synlig for potentielle kunder, da dine tekster er specifikt tilpasset til de søgeord, som dine potentielle kunder søger efter i f.eks. Google, og som er relevante i forhold til de produkter eller ydelser, din virksomhed sælger.

 

Du kan med fordel også opstille et problem i dine tekster, da det kan fremhæve fordelene endnu mere. Se f.eks. dette eksempel:

> Føler du, at din virksomhed ikke er synlig på online? Får du næsten ingen kunder til din webshop? Så har du brug for søgeoptimerede tekster. Denne type tekster inkluderer specifikt udvalgte ord, der er populære hos de potentielle kunder og relevante for din virksomheds produkter eller ydelser. Brugen af søgeoptimerede tekster er altså med til at gøre din virksomhed mere synlig online for potentielle kunder, hvilket øger din chance for at sælge mere.

 

Tip: Opstil et problem, da det fremhæver fordele og udbytte endnu bedre.

 

3 trin til bedre tekster vha. EFU-modellen


For at gøre hele arbejdet nemmere med at finde frem til de vigtigste egenskaber, fordele og udbytte får du her 3 trin, der vil gøre hele processen nemmere og mere overskuelig:

 

Trin 1: Identificer de vigtigste egenskaber/funktioner

Du har forhåbentlig allerede en god idé om, hvem din målgruppe er – det er nemlig essentielt at vide, hvem du skal forsøge at nå med dit budskab, og hvordan du gør det.

Din målgruppe har bestemte behov og udfordringer, som dine produkter eller ydelser kan hjælpe med at dække eller løse. Derfor skal du både tage udgangspunkt i de ting, der er vigtige for målgruppen, og de egenskaber og funktioner som produktet/ydelsen har, der kan løse disse udfordringer og dække deres behov.

Skriv så mange egenskaber og funktioner ned som muligt og vælg 3-4 ting, som du mener, din målgruppe synes er vigtigst for dem.

 

En god tjekliste giver dig bedre overblik

 

Trin 2: Hvad gør disse egenskaber/funktioner for målgruppen?

Herefter beskriver og uddyber du, hvad hver enkelt egenskab/funktion gør for målgruppen. Med denne beskrivelse får du en bedre idé om, hvilke fordele produktet/ydelsen giver, og hvilket udbytte målgruppen får.

Det er vigtigt at huske på, at man sagtens kan have flere målgrupper, og derfor kan det også være forskellige fordele, der skal fremhæves, alt efter hvilke kunder man retter sit budskab imod, og hvilke behov der skal dækkes.

 

Trin 3: Forbind fordelene til målgruppens ønsker og behov

I det sidste trin knytter du de forskellige egenskaber og funktioners fordele og udbytte sammen med din målgruppes ønsker og behov. Her skal du gøre det klart for målgruppen, hvordan dit produkt eller din ydelse kan gøre deres liv nemmere eller løse deres udfordringer.

Med disse tre trin får du et bedre overblik over, hvad dine produkter eller ydelser består af, og hvilke fordele de giver målgruppen. I sidste ende gør det dine budskaber skarpere og dine tekster bedre, da du nemmere kan forbinde fordelene til målgruppens behov.

 

Tip: Gør det klart for målgruppen, hvordan produktet/ydelsen gør deres liv nemmere eller løser deres udfordringer.

 

Konklusion: Fokusér på fordele og udbytte


Der er forskel på virksomheder, brancher, produkter og ydelser og dermed også de tekster, som bruges til at promovere og sælge produkter eller ydelser. Men med EFU-modellens tre elementer, egenskaber, fordele og udbytte, kan du tydeliggøre de vigtigste ting for målgruppen, så du nemmere kan skabe salg eller andre ønskede mål.

Det er generelt en god idé at fokusere mere på fordele og udbytte, da din målgruppe får forklaret, hvorfor din virksomheds løsning er bedre end konkurrenternes – det kan også være med til at give potentielle kunder flere grunde til at vælge et bestemt produkt eller en bestemt ydelse frem for andre alternativer.

Gør brug af EFU-modellen og tænk over de tre trin i skriveprocessen – identificering af egenskaber/funktioner, uddybning af fordele/udbytte for kunden og forbindelsen mellem fordelene og kundens ønsker/behov – så er du godt på vej til at skrive bedre tekster, der er mere målrettede og interessante for dine potentielle kunder.

 

Relaterede blogindlæg

> Sådan skriver du tekster, der sælger
> Få flere kunder med en god firmablog
> Styrk salget med gode produktbeskrivelser
> 5 fordele ved at bruge en SEO-tekstforfatter til onlinetekster